Langhåret hønsehund

Kilde: langhårsklubben

Den Langhårede Hønsehund er en stående kontinental hønsehund. Den har rødder helt tilbage til middelalderen, og kobberstik fra de 16. århundrede af "Falkonerhunde" viser mange fælles træk, med nutidens Langhårede Hønsehund.

Langhåren har som race været renavlet i mere end 100 år, - faktisk siden 1879. I 1897 opstillede dem tyske Freiherr  von Schorlemer den racebeskrivelse, der endnu i dag danner basis for racens avl.

På marken afsøger Langhåren sit terræn flydende, og i søg og stil lader den ikke de øvrigt kontinental hønsehunde noget efter. Langhåren er en passioneret apportør, der med stor lyst og ihærdighed apporterer fra såvel land som vand. Langhåren har en stor vandpassion

De fleste vil føle sig tiltrukket af Langhårens sympatiske ydre og væsen, men den er først og fremmest en jagthund.

Langhårens intelligens og afbalancerede temperament gør  den,  sammen med den gode næse, særdeles velegnet til schweissarbejdet. Kan du forestille dig en mere ideel jagt kammerat?

Langhåren er en middelstor hund:

Idealmål hanner: 63-66 cm. (min 60 - max 70 cm.)
Idealmål tæver  :  60-63 cm. (min 58 - max 66 cm.)

Der findes fire farvevarianter:

Ensfarvet brun
Brun/hvid broget
Mørkbrun skimmel
Lysbrun skimmel